Facebook og kopivarer

TV2 Nyhederne har valgt at sætte fokus på reklamer på Facebook, som reklamerer for webshops, som sælger kopivarer. Nuvel fænomenet er ikke nyt, da der har været reklamer i flere år for falske Nike sko og diverse taske brands. Men nu har Tv2 valgt at sætte fokus på annoncerne med jakker fra Canada Goose.

De populære jakker fra Canada Goose er et af tidens hotteste jakke mærker, og med priser fra 4500 kr og op efter, så er de ikke hver mands eje. Eller det var de før finanskrisen, men nu er der mange, som ikke kan finde luft i budgettet til at spendere, så mange penge på en lækker jakke.

Og det er åbenbart de manglende penge, som får desperate danskere til at stole på alt. Det er som om, at mange leder efter den deal, som er ulogisk billig og ja faktisk umulig. Men i jagten på denne handel, der er intet umuligt, og krydre man denne indstilling med en vis snert af desperation, så får man åbenbart den cocktail, som mange falder i.

For som tidligere omtalt, så er disse webshops med fake varer fra Kina ikke noget nyt. De har eksisteret i mange år, og de har reklameret i stor stil på facebook i mange år. Da det var Nike sko, som var det store salgs emne, der var der ingen fokus på problemet, og det blev slet ikke omtalt i medierne.

Men det som undrer mest er, at mange stadigvæk hopper på disse fake varer shops. For når de nu har eksisteret i mange år, og man er blevet advaret på trustpilot og diverse foraer, så burde der efterhånden være en alarmklokke, som ringede, når noget virkede urealistisk.

Godt nok er designet på disse shops blevet bedre, og de har bevidst valgt at benytte ord som OFFICIEL og AUTORISERET FORHANDLER, og teksterne er oversat fra engelsk til noget gebrokken dansk via Google Translate, men der burde stadigvæk være en masse alarmklokker, som ringede. For selve grund ideen og hele setup´et er det samme. Det kan ikke passe, at fornuftige forbrugere kan bedrages af et design, som en person med nogenlunde indsigt i Photoshop kan lave.

Derfor kommer her en opfordring til, at du som læser tænker dig ekstra godt om, når du handler på nettet. Husk altid at tjekke adresse mm på firmaet før du handler i en webshop, og hold dig generelt fra webshops undenfor EU, hvis du vil undgå de værste problemer med kopivarer.