Hver weekend får 49 danskere kræft i huden

– og de 42 af disse tilfælde kan direkte relateres til solen. Solen – i særdeleshed solskoldninger – er nemlig mere eller mindre ansvarlig for 85% af alle tilfælde af kræft i huden. Værst er den påvirkning, vi får som børn. Derfor er det ekstremt vigtigt – at børn bliver beskyttet mod solens skadelige stråler.

Det kan man selvfølgelig gøre på flere måder. Man bør altid observere de fire solråd, der siger siesta, solhat, solcreme og “sluk solariet”. Siesta betyder, at man holder børn (og voksne for den sags skyld) ude af solen i de varmeste timer. Det er som regel fra 12 til 15, men bager solen virkeligt, så er man jo velkommen til at udvide denne periode. Ganske almindeligt sund fornuft er godt at have med ud i solen.

Men hvis man er ved stranden kan det være virkeligt svært at holde aktive unger under en parasol i tre timer. Jeg vil faktisk sige, at det er umuligt – og heldigvis da for det. Det ville være nogle underlige børn, der gad sidde stille i tre timer, mens solen bager og vandet skvulper. Her kunne man ty til et godt lag solcreme – men det har bare tre ulemper:

  1. Solcreme bliver skyllet af af vandet – og af sved. Og så skal ungerne op og have en omgang solcreme mere. De fleste bruger desuden alt for lidt solcreme, så solcreme er kun optimalt lige i starten
  2. Solcreme beskytter kun mod solforbrændinger – ikke mod modermærkekræft.
  3. Børn hader solcreme! Det er altid en kamp at få dem til at smøre sig ind i solcreme.

Derfor er soltøj en genial løsning på problemet. Tøjet er vævet, så det beskytter mod 98% af solens skadelige UVA- og UVB-stråler. Også selvom tøjet er vådt. Der udover tørrer det hurtigt, så det er også ekstremt behageligt at have på. Børnene skal naturligvis stadig have solcreme i ansigt, nakke, hænder og fødder, men med en god solhat og godt soltøj er børnene virkeligt godt beskyttet.

Soltøj er noget forholdsvis nyt i Danmark. Den danske producent Mala gik i spidsen med udviklingen af soltøj og arbejder tæt sammen med Kræftens Bekæmpelse. Men de senere år er Katvig, Småfolk, Lego og andre danske mærker også kommet på banen med en soltøjs kollektion – og i 2011 kommer det populære danske tøjmærke Danefæ også med en kollektion af soltøj.

Solcreme er stadigt nødvendigt

Men soltøj løser desværre ikke alle problemer. Man skal stadig have solcreme. En god solcreme til børn indeholder ingen parfumer, kemikalier, parabener, farvestoffer eller konserveringsmidler. Vælg gerne en svanemærket solcreme – for at beskytte dine børn mod alverdens kemi.

Selvom der kun er lidt sol, bør dine børn have solcreme i ansigtet – og det bør du egentligt også selv. Vidste du godt, at det er solens stråler, der ælder din hud? Så hvis du vil bibeholde dit unge look, så brug solcreme dagligt.

Men det skal ikke være sund fornuft det hele. Husk nu også at give ungerne en stor is ude i solen.

God sommer